Vores købelov stiller store krav til de handelsundersøgelser, som dyrlægerne udfører. For at både køber og sælger beskyttes bedst muligt er det helt nødvendigt at lade en dyrlæge undersøge hesten inden en handel finder sted.
Sådan foretager vi handelsundersøgelser af heste
Hesten undersøges efter et handelsskema – typisk kaldet ”den blå attest”. Her gennemgåes hesten fra mule til hale efter høje faglige standarder. Dyrlægen vil under undersøgelsen sammenligne hesten med den perfekte hest. Under undersøgelsen vil dyrlægen finde afvigelser fra denne – og her er det at dyrlægens erfaring og ekspertise har stor betydning. Disse afvigelser skal vurderes og kategoriseres og skal samles til en konklusion, som kan fortælle køber om risikofaktorerne ved at købe hesten. Betydningen af afvigelserne afhænger meget af graden af disse, hvad hesten har præsteret tidligere samt købers forventning til hesten. Afvigelser hos den unge ridehest kan være sværere at risikovurdere, da denne hest ikke har præsteret meget ridemæssigt på det tidspunkt.
Hvorimod den ældre hest, der kan fremvise en stævnejournal og dermed en kontinuerlig ridekarriere ofte vil vurderes mere positivt. Hos Rebild Hestepraksis vurderes langt de fleste heste under rytter. Da det er en ridehest køber vil have, virker det logisk at dette bør være standard. Hesten ses ofte ca 20 minutter under rytter og i de forskellige gangarter og forskellig tempi i hver gangart. Dyrlægen kan vurdere ryggens sving og bevægelighed samt gangarternes taktfasthed og hestens afvikling af disse. Dyrlægen kan vurdere hovedets stilling og bevægelighed og hestens psykiske velbefindende under rytter.
Skønnes det nødvendigt kan hesten ses mønstret eller longeret endnu engang på fast bund efter rideprøven.